Ukraine – en interimperialistisk kappestrid

Den 15 februar stemte Dumaen (det russiske parlament) for anerkendelse af de to løsrivelses republikker i Østukraine og sendte russiske tropper ind i landet. Fra russisk side sås disse handlinger som reaktion på Vestens og NATOs militære aggressioner. Fra vestlig imperialistisk side sås de som en gal Putins umættelige erobringspolitik.  I artiklen “Statement on Putin’s recognition of the DPR and LPR”, udgivet af den trotskistiske tendens MIT, analyseres situationen i Ukraine som en interimperialistisk kappestrid hvor to imperialistblokke, den ene repræsenteret ved USA- og EU-imperialismen og NATO i samarbejde med den højreorienterede ukrainske regering, den anden repræsenteret ved Rusland, kæmper for hver deres egne geopolitiske militære interesser. Og ikke umiddelbart er interesseret i fred!

Borgerlige magthavere forsøger at få kommunister og venstreorienterede til at “tage stilling” for en af blokkene.Men det skal vi – siger artiklen – afvise. Vi skal som internationalister ikke holde med nogen af imperialistblokkene. Men støtte arbejdernes modstandsgrupper og kamp for fred i både Ukraine, Rusland og hele verden. Og kæmpe mod klassefjenden i vores egne lande.

Free Hisham Abu Hawash!

Free Hisham Abu Hawash!

For 141 days Hisham has been on hunger strike to protest the administrative detention imposed on him by the Israeli occupation. With administrative detention the detainee is not presented with accusations and their case is not being presented in court. Palestinians can be imprisoned for periods of 6 months, that can be renewed indefinately. This practice by the israeli occupation state especially targets Palestinians who struggle for human rights, freedom and justice. During 2021 1595 Palestinians were adminstratively detained and currently 500 Palestinians are in Israeli prisons under administrative detention. Hishams condition is serious, since he has recently went into coma, and his realease is a matter of life and death!

Free Hisham now!

Free all political prisoners!

TAKE ACTION: Take a photo infront of the mural or take a picture from home with a sign to say Free Hisham and post it online.

Use the hashtags #freehisham #freethemall #freeallpoliticalprisoners

Mural by the artist Salim Assi

Greetings from Marichuy and Nisa

 

 

For the final chapter of the Journey of Life before returning to Mexico, María de Jesús Patricio Martínez, known as ‘Marichuy’, and Nisa from the National Indigenous Congress of Mexico share with us their encounter with the “developed” countries on the European continent. Development has been driven by a capitalist paradigm at the destruction of land, livelihoods, and indigenous peoples in Mexico. We are encouraged by Marichuy and Nisa to challenge these development logics which are entangled with exploitation, extractivism, and destructive mega-projects carried out by European companies. As Marichuy states, we have to organize, “because only united and organizd from the bottom will we we able to defeat the capitalist monster”.

Marichuy and Nisa are back in Mexico, continuing their resistance against the deathly mega-projects. As they beautifully remind us in the video, we need to resist the destructive powers that promise development, but in reality bring dispossession and death.

La lucha sigue – the struggle continues!

Løslad Georges Abdallah – Frit Palæstina!

Internationalt Forum sender sine varmeste hilsener til Georges Abdallah – libanesisk internationalist, der på 38. år sidder indespærret i fransk fængsel for sin deltagelse i den palæstinensiske befrielseskamp. Vi støtter den internationale kampagne for øjeblikkelig løsladelse af Georges Abdallah fra fængslet i Lannemezan i det sydvestlige Frankrig.

Den franske stat er en kolonial og imperialistisk stat der støtter den zionistiske stat Israel og dens kolonisering af Palæstina og den etniske udrensning af det palæstinensiske folk. Samtidig hermed bekæmper den franske stat palæstinensiske og andre antiimperialistiske frihedskæmpere og terrorstempler og forfølger dem.

Det er baggrunden for at den franske stat siden 1984 har holdt Georges Abdallah indespærret – på trods af at Georges Abdallah ifølge det franske retssystem var berettiget til løsladelse helt tilbage i 1999!

En løsladelse af Georges Abdallah vil være et slag i ansigtet– ikke kun på den franske stat og den zionistiske lobby i Frankrig, men også på zionismen og imperialismen.

Internationalt Forum i Danmark, som er en antiimperialistisk solidaritetsorganisation, udtaler vores dybe respekt for kammerat Georges  Abdallah for hans personlige og politiske mod og udholdenhed bag tremmerne – der har givet sig udtryk i hans ubrydelige støtte til den palæstinensiske befrielseskamp, herunder de palæstinensiske fanger i zionismens fængsler, og hans vedholdende kritik og kamp imod zionismen og imperialismen.

Løslad Georges Abdallah NU!

Løslad alle politiske revolutionære fanger!

From the River to the Sea – Palestine shall be Free!

Styrk den internationale solidaritet!

We will not accept the criminalization of Palestinian resistance

On October 27th participants at the International Forum Palestine Community Kitchen took this photo and agreed on the statement in solidarity with the 6 Palestinian NGO’s designated as terrorist organizations by the Israeli state on October 22nd.

The banner says: “Befrielseskamp er ikke terrorisme” – in English: “Freedom struggle is not terrorism”.

On October 22nd, the Israeli state designated 6 Palestinian NGOs, Al-Haq, Addameer, Bisan Center, Defense for Children International-Palestine, the Union for Agricultural Work Committees, and the Union of Palestinian Women’s Committees, as terrorist organizations. They all play important roles contributing with data and facts on the ground to document the occupation, apartheid, ethnic cleansing and human rights violations by the Israeli state. They are providing important facts and data from the ground, fighting for womens rights and giving crucial legal aid and support for Palestinian political prisoners. This criminalization is targeting important voices and organizations, who are informing the international community about the zionist occupation of Palestine, and thus changing the paradigm internationally.

Israel is criminalizing all forms of resistance against their illegal occupation and ethnic cleansing – and with this measure, by criminalizing human rights NGOs, they take it a step even further. For a long time, and through different initiatives, zionist forces has tried to spread false information about Palestinian NGOs, to make them lose their funding and it is not the first time that Palestinian human rights NGOs has been designated terrorist organizations by Israel. Even the boycott movement has been labeled as a “new form of terrorism”, by Israeli president Isaac Herzog. The occupation state is making a huge effort, to silence Palestinian voices, on the national, regional and international level to control the narrative of what is actually going on and to protect their colonial project from any resistance.

We will never accept the criminalization of the Palestinian struggle for justice, self determination and freedom!

Freedom struggle is not terrorism – Free Palestine!

Betydningen af vores solidaritet med Palæstina

Dette er en oversættelse lavet af vores kammerater i Collectif Palestine Vaincra´s oplæg, til konferencen i anledningen er IFs 50 års fødselsdag. Originalen kan findes på fransk på Collectif Palestine Vaincras hjemmeside eller på engelsk hos Samidoun her. Oversættelsen af lavet af IF KBH.

Tak til Internationalt Forum for invitationen til dette møde. Vi sagde ja med det samme, fordi vi sætter pris på jeres vigtige arbejde med at støtte Palæstina og for boykot af den zionistiske besættelse i alle disse år. Og tak til de andre inviterede talere, især Palestine Action, som vi vil sende vores fulde solidaritet til, imens de står overfor repression.

Jeg taler på vegne af Collectif Palestine Vaincra (Kollektivet Palæstina vil sejre), en organisation, støtter den palæstinensisk modstand, i Toulouse i Frankrig, og som er medlem af det internationale Samidoun netværk og en af de deltagende organisationer i Masar Badil bevægelsen, den palæstinensiske alternative revolutionære vej. Vores kollektiv blev grundlagt i marts 2019, efter et årtis arbejde med at støtte det palæstinensiske folk og deres modstand. Vi er glade for at have Georges Abdallah, arabisk kommunist fængslet i Frankrig i mere end 37 år og Leila Khaled, et ikon for palæstinensisk modstand, med os som æresmedlemmer.

At støtte Palæstina: en antiimperialistisk kamp

Motivationen for at opstarte Collectif var en simpel obervation. I Frankrig, er solidaritetsbevægelsen med Palæstina domineret af en humanitær tilgang, som grundlæggende anerkender den zionistiske stats “legitimitet” og følger den opgivende sti efter den såkaldte Oslo “Freds”-proces.

Vores organisation har brudt med denne tendens i solidaritetsbevægelsen, ved at indtage en anti-imperialistisk og anti-kolonialistisk tilgang til den palæstinensiske sag. Israel er ikke en stat, som alle mulige andre, den er en forpost for de imperialistiske magter i denne del af verden, bygget på bosætterkolonialisme og etnisk udrensning af det palæstinensiske folk. Joe Biden, den nuværende præsident for USA, har gjort dette tydeligt da han sagde: “Hvis ikke Israel var der, ville USA blive nød til at opfinde et Israel for at forsvare sine interesser i regionen.”

Dette gør sig tydeligvis også gældende for alle de imperialistiske magter i verden, som ser den zionistiske stat som en pålidelig og troværdig allieret. Fransk imperialisme har i særdeleshed spillet, og fortsætter med at spille, en nøglerolle i koloniseringen af Palæstina: fra Sykes-Picot aftalerne i 1916, som udgjorde den imperialistiske opdeling af regionen mellem Frankrig og Storbritannien, til afstemningen om FNs opdelingsplan (af Palæstina red.) i 1947, til tilvejebringelsen af atomkraft til den israelske besættelse i 1960’erne, og videre til idag, gennem flere økonomiske og militære aftaler.
At forstå dette, er en erkendelse af, at det at støtte Palæstina, ikke kun er at støtte det palæstinensiske folk i deres legitime kamp for retfærdighed, værdighed og frihed, men også er at støtte os selv, vores community og klasse, i vores kamp imod vores egne landes imperialisme. For det er i forsvaret af imperialistiske interesser i denne region, først briternes interesser og derefter vestens interesser i det hele taget, men især USAs, at det palæstinensiske folk har været mål for brutal kolonisering i 104 år.

At forstå dette, er også at forstå, at det palæstinensiske folk ikke kun konfronterer den zionistiske stat, men også de imperialistiske magter og de reaktionære arabiske regimer som de kontrollerer, f.eks. Egypten og Jordan. Derfor har bevægelsen for Palæstinas befrielse både en palæstinensisk, arabisk og international dimension igennem hvilken vi hver især har ansvar, ikke i humanitær støtte, men i at hjælpe hinanden i vores fælles kamp, en antiimperialistisk kamp. Palæstinas befrielse er en vigtig løftestang for den arabiske revolution og kampen imod de vestlige imperialistiske magter. Det er derfor at forsvaret for den palæstinensiske sag er et centralt spørgsmål.

 

At sætte en klar linje for Palæstinas befrielse

Inden for disse rammer og med denne tilgang, blev vores Collectif Palestine Vaincra grundlagt omkring en bekræftelse af principperne fra den palæstinensiske revolution i 1960’erne, især visionen om et frit og demokratisk Palæstina fra Jordanfloden til Middelhavet og den umistelige ret til at vende tilbage for alle palæstinensiske flygtninge, som blev fordrevet fra deres land.

Et af vores principper er derfor kraftigt og utvetydigt at understrege illegitimiteten af den zionistiske stat og behovet for dens demontering. Som den palæstinensiske revolutionære George Habash pointerede i 1974: “En dag vil sandheden være tydelig for alle, at der ikke er fred i denne region med eksistensen af en fascistisk og racistisk stat baseret på reaktionære doktriner og med målet om at tjene imperialistiske interesser. Parolen om et demokratisk samfund i Palæstina, startet af den palæstinensiske revolution, er den eneste vej til frihed og fremskridt for alle folk i regionen, inklusiv jøderne, og det er vejen til en permanent og vedvarende fred.” Dette krav kræver en forklaring af den zionistiske bevægelses sande billede som en kolonial og racistisk bevægelse, og et sandt billede af denne stat, som er intet mindre end en af de sidste kolonialistiske bosættelser på planeten. Hele vores praksis og vores politiske linje er derfor rettet imod dette mål.

At stille dette krav bekræfter legitimiteten af den palæstinensiske modstand, i alle dens former, for at konfrontere zionistisk kolonialisme. Dette princip er stadfæstet i international lov, præcist FNs resolution 37/43 vedtaget i 1982, men det er frem for alt, et antikolonialistisk politisk princip. Ja, det palæstinensiske folk har ret til at yde modstand imod kolonisering, besættelse og apartheid! Der er en stor international operation igang for at delegitimere en palæstinensiske modstand og dens organisationer ved at stemple dem som “terrorister”. I dette perspektiv og overfor repressionen af det palæstinensiske folk, mener vi at støtte de palæstinensiske fanger og deres omgående frihed er centralt. De palæstinensiske fanger udgør frontlinjen af modstand mod den zionistiske besættelse og bliver udsat for en stor kriminaliserings-kampagne for at isolere dem fra deres folk og fra international støtte. At støtte de palæstinensiske fanger er derfor ikke kun at støtte op om retfærdighed, selvom det er en del af det, men er først og fremmest støtte til frihedskæmpere og deres sag. Georges Abdallah, Ahmad Sa’adat, Khitam Saafin, Naël Barghourti, Walid Daqqa og alle de 4650 palæstinensiske fanger er ikke “terrorister”, de er modstandkæmpere!

Eftersom vi sigter mod frihed til Palæstina fra floden til havet, forsvarer vi den umistelige ret for at vende tilbage for palæstinensiske flygtninge til deres land. At kæmpe for retten til at vende tilbage for flygtningene i Ein el Helweh lejren i Libanon, og for de palæstinensiske communities i exil i Europa, er at bekæmpe den grundlæggende forbrydelse, skabelsen af den zionistiske stat. Det er at modstå al Nakba (arabisk for katastrofen, red.), som fortsætter idag, fra fordrivelsen af 800’000 palæstinensere fra deres land i 1948, til den etniske udrensning i Sheikh Jarrah og Silwan nabolagene i al Quds (arabisk for Jerusalem, red.) idag.

Det er også derfor vi arbejder for et totalt boykot a den zionistiske stat, dens institutioner og dens støtter. Denne boykotkampagne har ikke intentioner om at erstatte den palæstinensiske modstand eller låse sig fast indenfor rammerne af såkaldt “international lov”, som anderkender legitimiteten af den zionistiske besættelse over størstedelen af palæstinensisk land, men at bruge boykot som et værktøj til at isolere og deligitimere israelsk apartheid. Denne boykot er derfor til tjeneste for den palæstinensiske modstand, i tradition med den palæstinensiske, arabiske og internationale boykot der har eksisteret i snart et århundrede: fra boykotten af produkter fra de første zionistiske bosættere i 1920’erne til boykotten af besættelsesøkonomien under den store intifada i 1987.

En praksis rettet imod disse mål

Som vi sagde i starten er Collectif Palestine Vaincra resultatet af 10 års arbejde med at støtte Palæstina. Uddybningen af denne politiske linje er derfor resultatet af mange møder, først og fremmest med Georges Ibrahim Abdallah. Han er libanesisk kommunist og modstandskæmper, og har siddet i fængsel i over 37 år i et fængsel tæt på Toulouse. Det har først og fremmest været igennem vores forpligtigelse til hans frihed, at vi har udviklet en ny tilgang til at støtte Palæstina, med et grundlæggende brud med de strømme der dominerer den franske aktivistscene. Under vores månedlige møder igennem mange år, har vi deltaget i hans politiske og militante skole. Det er først og fremmest ved hans side, at vi har opdaget og lært om den lange historie og den enorme arv fra den palæstinensiske modstand i helhed og fra den palæstinensiske venstrefløj i særdeleshed.

Men uddybningen af denne linje skete også gennem en militant praksis i kontakt med nutidens realitet. At råbe højt om disse paroler ville selvfølgelig ikke have nogen betydning, hvis ikke de blev virkeliggjort gennem en sammenhængende og vedvarende praksis. Det er denne praksis vi forsøger at implementere med Collectif Palestine Vaincra. Vores mål er at normalisere disse krav i den politiske sfære, især i venstrefløjsbevægelserne og at bringe dem ud til hverdagslivet for beboerne i Toulouse. Det er en svær situation, men vi har udbygget vores inflydelse betydeligt, og lidt efter lidt organiseret ny mennesker, især unge.

Mindst en gang om måneden har vi en informations- og mobilisations-stand i hjertet af byen og i et populært kvarter. Det bliver til rum for møder, trænings-sessioner og diskussioner med hundredevis af mennesker. Det er en mulighed for at hæve det palæstinensiske flag og understrege legitimiteten og relevansen af den palæstinensiske sag i det offentlige rum. Men det er også et rum for konfrontationer, eftersom vores blotte tilstedeværelse vækker stærke fjendtligheder fra de forskellige organisationer, som støtter den ekstreme zionistiske højrefløj.

Et sekundært, men ikke desto mindre vigtigt aspekt af vores arbejde er udviklingen af mediekampagner, agitation og propaganda igennem kommunikationsværktøjer såsom video, grafik eller sociale medier. Målet er at kombinere gadearbejde med online information og propaganda, for at skabe en bred synlighed for Collectif og vores kampagner.

En af de centrale aktiviter for vores Collectif er, selvfølgelig, kampagnen for frihed for Georges Abdallah. Vi støtter hans frihed, ikke blot som et individ, men først og fremmest fordi Georges Abdallah legemliggør et resolut antiimperialistisk alternativ for det palæstinensiske og libanesiske folk. Hver oktober, laver vi store oplysningskampagner ved at uddele titusindvis af flyers og organisere en stor delegation til den årlige demonstration foran Lannemezan fængslet, hvor han er fængslet. I år nåede denne kampagne et vigtigt kvalitativt og kvantitativt skridt, især ved at samle mere end 1000 mennesker til en dynamisk og militant march.

Vi laver også kampagner med umiddelbare mål, især forskellige kampagner for at boykotte Israel. For eksempel har vi lavet en kampagne imod by-venskabet mellem Toulouse og Tel Aviv under de seneste kommunalvalg. Dette emne har været ignoreret i mange år, men vi lykkedes med at gøre det til et tema i den politiske debat denne gang, ved at få 5000 underskrifter fra beboere i byen, lave faste aktioner og aktiviteter og ved systematisk at spørge kandidaterne. Nyvalgte borgerrepræsentanter fra oppositionen har officielt støttet vores kampagne, mens borgmesteren har fordoblet fornærmelserne og beskyldningerne imod os.

Vi deltager også aktivt i kampagnerne fra det internationale Samidoun netværk, især til støtte for Ahmad Sa’adat og de fængslede palæstinensiske studerende. Ligesom vores solidaritet med Georges Abdallah, er disse solidaritetskampagner værktøjer til at bygge solidaritet med Palæstinensere i det besatte Palæstina og for at synliggøre modstandens vej her og nu. Dette palæstinensiske, arabiske og internationale netværk inkluderer flere afdelinger og tilsluttede organisationer, ligesom vores Collectif, i Palæstina, i forskellige europæiske lande, i Nordamerika, i Basilien og i Iran. Det spiller en vigtig rolle i at støtte de palæstinensiske fanger og vi opfordrer jer til at gå med i det.

At stå ansigt til ansigt med repression

Sådan en linje og sådan en praksis fremprovokerer naturligvis stærke reaktiner fra de franske autoriteter, og især fra zionistiske organisationer og støtter af Israel. Siden vi startede det, har vores Collectif stået overfor en stor kampagne af intimidering og pres fra autoriteterne og den zionistiske lobby. Det er selvfølgelig ikke en isoleret sag.

I de seneste år har vi set forskellige sigtelser, beskyldninger og retssager imod aktivister, som støtter boykot at Israel i Frankrig, senest med retssagen mellem præsidenten for EuroPalestine, Olivia Zémor og det israelske medicinfirma Teva. Den propalæstinensiske aktivist vandt sagen i retten. Disse retssager finder sted på trods af at den europæiske menneskeretsdomstol fordømte den franske regering for at forhindre ytringsfriheden. Ikke desto mindre fortsætter den franske regering sine forsøg på at kriminalisere boykot af Israel, især igennem det seneste cirkulære fra justitsministeren.

Et andet værktøj for repressionen af støtter af Palæstina er den skamfulde politiske manøvre at sætte falsk lighedstegn mellem antizionisme og antisemitisme. Dette finder især sted ved at bruge den nye IHRA definition af antisemistisme, som i sine eksempler på antisemitisme inkluderer det at stille spørgsmålstegn ved det zionistiske projekt og det at anderkende Israelse som et racistisk foretagende. Resolutioner, som støtter denne definition af antisemitisme, er blevet vedtaget i Frankrig af den nationale forsamling, i senatet og af byen Paris.

Ved at den israelske besættelse sidste år klassificerede Samidoun og Collectif Palestine Vaincra som “terrororganisationer” er vi nået til et nyt stadie. Det er åbenlyst at hovedformålet er at forsøge at intimidere og isolere de organisationer, som bliver påvirket af en sådan betegnelse. Det er endnu mere tydeligt idag, hvor vi har set at 6 palæstinensiske NGO’er lige har været udsat for samme type angreb. I Frankrig var konsekvenserne for denne betegnelse hurtige, med en kampagne fra NGO Monitor for at vi skulle opløses, en kampagne der blev videreført af et medlem af den franske præsident Emmanuel Macrons parti, som sendte en officiel anmodning til indenrigsministeriet for at vi skulle opløses. Dette er selvfølgelig meget lidt, sammenlignet med de andreb der er på Palestine Action. Ikke desto mindre er det bekymrende at se, hvordan kriminaliseringen af støtte til Palæstina intensificeres i Frankrig, også imod simple aktioner såsom antizionistiske og antiimperialistiske diskurs- og oplysnings-kampagner.

Når man står overfor dette, mener vi det er nødvendigt at bygge en bred forenet front til at modstå repression. Det er vi lykkedes med i Frankrig efter disse trusler, da alle de centrale venstrefløjsorganisationer og fagforeningsbevægelsen udsendte en udtalelse til støtte for vores Collectif på nationalt plan. Dette viser at deres strategi for at isolere os, ikke blot fejler, men har den modsatte effekt.

Men en ting er sikkert, vi er mere end nogensinde fast besluttet på at støtte den palæstinensiske modstand, indtil tilbagevenden og frihed for Palæstina fra floden til havet. Og disse møder er afgørende for at bygge og styrke den antiimperialistiske bevægelse i hele verden.

Ned med imperialismen og zionismen!

Fra floden til havet, Palæstina bliver frit!

 

Succesfuld fejring af Internationalt Forums 50 års aktiviteter imod imperialismen!

Oplæggene kom vidt omkring. Fra den mere teoretisk funderede antiimperialistiske front i Spanien, til den fillippinske feministiske græsrodsbevægelse GABRIELA, til Palestine Actions mange og store direkte aktioner imod det israelske våbenfirma Elbits fabrikker i England. Gabriel Kuhn fra SAC i Sverige kunne berette om, hvordan de forholder sig til imperialismen i deres daglige fagforeningsarbejde. Collectif Palestine Vaincra kom med en analyse af, hvorfor kampen for et frit Palæstina er vigtigt i en antiimperialistisk kontekst og hvordan de arbejder praktisk i Toulouse, hvor gruppen er baseret. Derudover gav rapperen Josef Tarrak sit oplæg om dansk kolonisering af Grønland, dens konsekvenser og situationen idag, med den nye bevægelse blandt unge, som kæmper for afkolonisering. Oplæggene inviterede alle til debat og inspiration for aktioner og aktiviteter i den kommende tid. Bånd blev krydset på tværs af de forskellige grupper, der holdte oplæg og deltog som gæster. Der er links til oplæggene i bunden af artiklen.
Dagen sluttede af med festmiddag serveret af IF KBH’s populære Palæstina Folkekøkken, og koncert af den grønlandske rapper Josef Tarrak.  Derefter koncert og dansefest med Trypical Cumbia.
I Internationalt Forum fik vi sat en streg under at vi stadig er en dynamisk og levende organisation og at der stadig er meget at kæmpe for.
Vi inviterer alle til at være en del af kampen ved at melde sig ind i IF og blive aktive!

Sammen mod imperialismen!

 

Oplæg fra Palestine Action
Oplæg fra Josef Tarrak
Oplæg fra SAC
Oplæg fra Frente Antiimperialista Internacionalista
Oplæg fra Gabriela
Oplæg fra Collectif Palestine Vaincra
Oplæg fra IF

Internationalt Forum 50 år – kampen fortsætter!

Internationalt Forum (IF) blev dannet i september 1970. Dengang var anti-imperialisme en helt central del af venstrefløjens aktiviteter. Modstanden mod Vietnam-krigen var en vigtig mobiliseringsfaktor i hele 68-oprøret. Titusindvis demonstrerede uden for US-ambassaden i København. Siden kom solidariteten med Palæstina, Chile, befrielseskampen i Angola, Mozambique, Namibia, Zimbabwe og kampen mod apartheid Sydafrika. Dernæst fulgte solidariteten med bevægelserne i Latinamerika: El Salvador, Nicaragua, Guatemala, Peru, Chaipas og Columbia. Gennem 50 år er solidaritetsgrupper opstået i IF som kampene i Den Tredje verden er blusset op. I hundredvis af aktivister har været i gennem IF i løbet af disse mange år –  og nogle er blevet hængende i mange år. IF har dermed skabt en kontinuitet i det internationale solidaritet gennem et halvt århundrede på tværs af generation.

Der er ikke mange organisationer tilbage på venstrefløjen fra dengang, og et spørgsmål er derfor: Hvorfor har IF overlevet de kriser og konflikter, der slog så mange andre organisationer ud? Man skal ikke rode ret længe IF’s historie før det går op for én, at IF er en organisation, der til stadighed har kunnet forandre sig. IF har i årenes løb haft mange ansigter. Mange forskellige kampe og mange forskellige lande har på skift været omdrejningspunktet for organisationens aktiviteter. IF’s historien afspejler på sin særlige måde venstrefløjens historie og verdens udvikling de sidste 50 år. Men kernen i arbejdet har hele tiden været intakt: solidaritet med undertrykte og udbyttede og en drøm om en verden med mere fællesskab og lighed.

Begyndelsen

IF blev ikke født som en radikal antiimperialistisk organisation som årstallet 1970 – midt i 68-oprøret – måske kunne tilsige. Det var helt andre ideer som var udgangspunktet for IF blev dannet ved en sammenlægning af: “En Verdens Ungdom”, “Danske studerendes FN-forbund” og “Verdens Venskabs Forbundet”. Disse organisationers idégrundlag blev skabt ved afslutningen af Anden Verdenskrig. De stod for ideerne om “aldrig mere krig” og nedrustning, afkolonisering og alle nationers ret til selvbestemmelse samt en verden, hvor De Forenede Nationer skulle spille hovedrollen som konfliktløser og udvikling af Den Tredje Verden. Organisationerne var derfor imod NATO og Warszawa-pagten og de så med bekymring på Den kolde Krig, der splittede verden. De støttede afkoloniseringen i Afrika, Asien og Latinamerika og etableringen af en mere lige verden gennem “Ulands-udvikling”. International Forum var lidt ligesom Mellemfolkelig Samvirke som navnet også antyder – bare for unge. I tråd med disse ideer blev IF således i 1970, “FN-forbundets” officielle ungdomsorganisation, en organisation til støtte for FN’s ide-grundlag. Set i nutidens lys kan IF’s tilknytning til FN-forbundet synes mærkeligt, men FN-systemet var betydelig mere progressivt i 70’erne og lydhør over for Den Tredje Verdens krav om økonomisk og politik lighed i verden.

Antiimperialismen breder sig

Ude i verden besejrede vietnamesiske guerillastyrker den amerikanske imperialisme. I Mellemøsten udviklede palæstinensernes kamp for en egen stat sig. I Afrika kæmpede befrielsesbevægelser mod den portugisiske kolonialisme i Angola, Mocambique og Guinea Bissau, i Namibia og Sydafrika voksede modstanden mod apartheidsystemet, mens Chile fik en folkefronts-regering. Herhjemme radikaliserede 68-oprøret ungdommen. Der blev dannet en mængde kommunistisk og socialistisk orienterede organisationer. IF bevægede sig også den vej. Socialisme og klassekamp kom på dagsordenen i stedet for ”udviklingsbistand” og ”civilsamfund”. Sammen med gymnasieelevernes Operation Dagsværk og WUS (World University Service) arrangerede IF “Afrika 71 kampagnen” til støtte for befrielsesbevægelserne, som kæmpede mod den portugisiske kolonialisme i Afrika. Det betød støtte til organisationer der førte væbnet kamp med et socialistisk perspektiv.  Befrielseskampen i Den Tredje Verden spillede en større og større for IF. Solidariteten med befrielsesbevægelserne i Vietnam og Palæstina var imidlertid allerede organiseret i selvstændige solidaritetsorganisationer: Vietnamkomiteerne, Vietnam 69 og Palæstinagruppen. Men i forhold til solidaritetsarbejdet omkring Chile fra 1972 spillede IF en central rolle. Diskussionerne og erfaringerne fra Allende-regeringens etablering og fald havde stor indflydelse på den politiske udvikling i IF. Det var diskussioner om reform eller revolution, om parlamentarisk eller væbnet kamp og om US-imperialismens indflydelse i Latin Amerika.

IF’s tiltagende klare antiimperialistiske og socialistiske profil indebar desuden, at IF i 70’erne deltog i den hjemlige modstanden mod NATO, ikke mindst fordi NATO-landet Portugal førte en kolonikrig i Afrika. IF kritiserede også i flere sammenhænge dansk udenrigspolitik og dansk kapitals ageren i Den tredje Verden.

Op gennem 70erne var IF´s arbejdet organiseret geografisk i afdelinger i København, Århus, Ålborg og skiftende mindre provinsbyer. De første par år var hovedvægten kampagner: “Afrika 71” og “Latinamerika 72”, men i 1972 blev der åbnet op for muligheden for at danne emne- og landegrupper i IF. De to første var Latinamerika og Afrika gruppen. Afrika-gruppen arbejdede til støtte for afkoloniseringsprocessen, i Mocambique, Angola og Guinea Bissau og senere Zimbabwe og Namibia. Latinamerikagruppen arbejde med Peru, Brasilien og Argentina og organiserede “De nordiske arbejdsbrigader i Cuba”. Denne opbygning, med en organisation bestående af en række landegrupper, lokalafdelinger med en fælles styrelse, blev den bærende struktur.

IF på ’hørefløjen’

IF var ikke ene om det antiimperialistiske solidaritetsarbejde. Den første maj 1975 blev Forbundet Mod Imperialismen (FMI) dannet. Det var tænkt som en styrkelse og fortsættelse af det solidaritetsarbejde, der var blevet opbygget i Indokina- og palæstinabevægelserne. FMI mål var at udvikle interessefællesskabet mellem arbejderklassen i de imperialistiske lande og de udbyttede og undertrykte folk. En solidaritet der skulle understrege, at det endelige opgør med imperialismen var kampen for socialismen.

Drivkraften i oprettelsen af FMI var en af de mange nye socialistiske grupperinger: “Forbundet af Socialister”. FMIs grundlag var således mere klart og præcist men dermed også mere snævert end IF’s brede politiske grundlag, der især blev formuleret af folk med rod i Venstre Socialisterne. FMI betragtede IF som liggende til højre for FMI og kritiserede IF’s linje for at være borgerlig humanisme. Men modsat IF blev FMI opløst omkring 1982, da Forbundet Socialisterne mistede pusten og den antiimperialistiske kamp i Den Tredje Verden var i en bølgedal

En forklaring på IF´s styrke, kan være en forandring i mange aktivisters baggrund siden begyndelsen af 70’erne. I de første år var aktivisterne generelt mere bredt orienterede, mens aktivisterne i 80erne i stigende grad orienteret mod et enkelt land og en enkelt sag. De nye aktivister havde ofte rejst i Den Tredje Verden, og der igennem blevet interesseret konkrete mennesker, steder og problemer, mere end de store ideologiske og teoretiske spørgsmål. Det gavnede en organisering i landekomiteerne som i IF, men ramte organiseringer med mere generelle politiske formuleringer som FMI.

IF på ’venstrefløjen’

I slutningen af 70erne og begyndelsen af 80erne bevæger IF og en anden af 70’ernes solidaritetsorganisationer, WUS, (World University Service, sig i hver sin retning. WUS’ medlemmer var især studerende fra universiteter og de højere læreanstalter. WUS’ arbejde koncentrerede sig i disse år sig især om befrielsesbevægelserne i Angola og Namibia. Både WUS og IF modtog økonomisk støtte fra Undervisningsministeriet og DUF osv., men mens IF forblev en politik organisation af græsrodsaktivister, blev WUS mere og mere professionaliseret og begyndte at fokusere på implementeringen af projekter. I takt med at WUS modtog større og større statstilskud fik organisationen flere og flere ansatte såvel hjemme, som i projekter i Den Tredje Verden. Mulighederne for økonomisk støtte fra Danida og dermed en fortsat professionalisering forudsatte en tilpasning til donernes krav og målsætningen. Wus blev i 1991 blev til Ibis og i 2016 til Oxfarm, såkaldte Non Government Organisations (NGOér). Egentlig en lidt misvisende betegnelse i lyset af disse organisationer ofte modtager betydelige statslige midler.

NGO-iseringen har gennem tiden ofte været en diskuteret problemstilling i IF, især når vi selv har modtaget betydelige midler, som i forbindelse med operationsdagsværk kampagner. IF har været meget bevist om ikke at lade offentlig støtte eller private fondsmidler få indflydelse på hvem og hvordan vi støtter. IF har fastholdt at begrænse professionaliseringen til kun at det mest nødvendige administrative arbejde – oftest en enkelt ansat. Solidaritetsarbejdet har gennem årerne været båret af en politisk motiveret frivillig aktivisme. IF arbejde kræver penge og vi modtager gerne økonomisk støtte og vi søger fonde. Men de skal ikke bestemme vores politik –  men støtte den gennem deres økonomisk bidrag.

IF meldte sig i 1990 ud af FN-forbundet. FN-forbundet havde i en årrække været kritisk overfor IF’s politiske orientering, og erfaret at IF’s medlemmer ikke fortsatte over i FN-forbundet. Forbundet brød sig specielt ikke om IF’s aktive arbejde til fordel for befrielsesbevægelser og de “kommunistiske” sandinister i Nicaragua. I 1990 var IF derfor blevet indstillet til eksklusion, men kom denne beslutning i forkøbet ved at melde sig ud.

IF´s mangfoldighed

Medlemsmæssigt havde udmeldelsen ikke konsekvenser. IF kunne i slutningen af 80’erne udnytte sin blotte eksistens til at opsamle de aktivister, der ikke havde andre organisationer at gå til, i takt med at solidaritetsmiljøet skrumpede på den gamle venstrefløj. Indenfor IF’s Latinamerika-arbejde blev der bl.a. oprettet Peru- og Colombia-grupper. Endvidere fortsatte IF et El Salvador, Nicaragua og Guatemala-arbejdet.

IF fik også medlemmer fra nye miljøer. Unge der havde rejst meget i den tredje verden og folk fra Bz-miljøet, der havde udvidet deres interesse til også at gælde internationale forhold, samt fra det såkaldte autonome miljø. IF opsamlede således de aktivister fra mange forskellige politiske miljøer, fra anarkister, marxist-leninister, maoister, autonome og så videre. Det gav mange politiske diskussioner og til tider gik bølgerne højst. Men det forhold at IF var uden partitilknytning eller dominans af en særlig politiske retning, samt en organisering i lande- og temagrupper grupper, der har stor selvbestemmelse, gjorde at IF kunne rumme disse uenigheder uden at gå i opløsning.

Fra 1992 begyndte IF at sende såkaldte fredsvagter til Guatemala. Det gav en betydelig strøm af nye medlemmer til IF, idet at mange blev aktive ved hjemkomsten. Denne praksis er siden blevet brugt med succes i solidaritetsarbejdet med Chiaspas, Palæstina og Columbia. Det at have oplevet konflikterne på egen krop og knytte personlige forbindelse er en stærk motivation til at forsætte solidaritetsarbejdet.

IF spillede en central rolle i aktiviteterne omkring markeringen af 500 året for starten på den spanske kolonisering af Latinamerika i 1991-92. Der var tale om et meget bredt samarbejde med organisationer i hele Danmark. Det var med udgangspunkt i dette arbejde, at IF i 1992 begyndte at holde sommerlejre og gennemførte protestaktioner mod hyldesten til USA-imperialismen i Rebild den 4. juli. Sommerlejrene blev gjort bredere, andre organisationer blev inddraget og blev til “Fight the Power” lejrene.

Fra 1993 begyndte IF mere systematisk at opdyrke solidaritetsarbejdet med Kurdistan. I midten af 90’erne var en af IF’s vigtigste aktiviteter. I 1999 ændrede Kurdistangruppen navn til Mellemøstgruppen og inddrog især Iran og Palæstina i sit arbejdsfelt.

Zapatisternes oprør i Chiapas i januar 1994 gav anledning til dannelse af en støttegruppe i 1995. Det blev til et omfattende oplysnings- og støttearbejde kulminerende en operationsdagsværk kampagne. I 1999 genopstod Colombiagruppen som konsekvens af befrielseskampens fremgang i landet. Sådan er det forsat gennemårene, nye grupper kommer og går.

IF havde i 70’erne og frem til 85 haft et bredt blad, “IF Bladet”. Desuden udgav man “IF-løsblade” som var fakta-materiale om tredjeverdens lande. Det blev i 85 erstattet af et fælles bladprojekt med WUS – “Cikaden” – der imidlertid gik ned i 90, fordi WUS/Ibis var blevet en stor organisation, der ønskede sit eget blad. Fra 1993 til 2019 udgav IF’ “Gaia”. I dag formidles IF synspunkter gennem vores egen hjemmeside samt gennem  Internet-portalen Konfront.

IF lever og har det godt

IF er sammen med DEMOS en af de få af 70’ernes antiimperialistiske organisationer, der har overlevet som udenoms parlamentarisk aktivistorganisation. IF har fungeret som organisatorisk ramme og dannet materielt grundlag for skiftende ideologiske strømninger og skiftende solidaritetsgrupper med kampe ude i verden. At IF har overlevet skyldes, at denne ramme har været vid. At det har været muligt for meget forskellige strømninger at søge ind under IF’s vinger. Alt fra grupper der støtter: RAF, ETA og IRA til grupper der arbejder med menneskerettigheder og NGO’er i Guatemala. Nye kampe hvad enten de forbinder sig til geografiske områder eller generelle sociale kampe har mulighed for at finde en organisatorisk ramme, basale materielle fornødenheder, viden og erfaring hos IF. Denne mangfoldighed har været med til at sikre fornyelse og forandring.

Evnen til at forandre sig, den organisatoriske rummeligheden har sikret at forskellige politiske linjer har kunnet leve side og side. Nye kræfter og strategier har kunnet udfolde sig og gamle har kunnet dø ud, uden at organisationen er blevet splittet. Det har givet IF en dynamik, der har gjort at vi har kunnet overleve i en foranderlig verden. Åbenhed og mangfoldighed betyder ikke at IF blot er et udtryk for en skiftende tilfældig tidsånd. IF har i sine 50 år haft en kerne. En grundlæggende solidaritet med undertrykte og udbyttede, en kritik af den herskende orden, byggede på frivillige politiske aktivister indsats.

Kontinuiteten i arbejde har betydet, at IF har kunnet opsamle og videregive viden om lande og sociale kampe, en viden om politiske kampformer og om mange praktiske forhold.

 

Her i 2021 med 50 år på bagen lever IF stadig og har det godt. De mest aktive grupper i øjeblikket er Mellemøsten, IF København, Mexico-  Sydøst Asien- og Colombia-gruppen. IF har desuden en butik med solidaritets varer og politik litteratur. IF´s medlemmer er en blanding af gamle vedholdende aktivister med erfaring og unge aktivister med engagement og nye ideer. IF har desuden formået at bibehold en stabil medlemmers skare af passive men trofaste medlemmer, der med deres kontingent er med til at sikre det økonomisk grundlag. At det skal nok sikre at vi der i den fortsatte kamp og imperialisme og undertrykkelse.

 

Tillykke med de 50 – kampen fortsætter!

 

Meld dig ind i International Forum!

I september 2020 var det 50 år siden International Forum blev dannet. I 1970 var anti-imperialisme en helt central del af venstrefløjens aktiviteter. Modstanden mod Vietnam-krigen var en vigtig mobiliseringsfaktor i hele 68-oprøret. Titusindvis demonstrerede uden for US-ambassaden i København. Siden kom solidariteten med Palæstina, Chile, befrielseskampen i Angola, Mozambique, Namibia, Zimbabwe og kampen mod apartheid Sydafrika. Solidariteten med bevægelserne i Latinamerika har været central i IF i mange år det gælder Chaipas, El Salvador, Nicaragua, Guatemala, Peru. Gennem disse 50 år er grupper opstået som kampe i den Tredje verden er blusset op. I hundredvis af aktivister har været i gennem IF i løbet af disse mange år og nogle er blevet hængende.  IF er dermed skabt i kontinuitet i den internationale solidaritet gennem et halvt århundrede på tværs af generation.

I dag har IF en aktiv Columbia-, Mexico-, Sydøstasien- og Mellemøst- gruppe. IF driver desuden en butik med bøgerne og solidaritetsvarer. Butiksgruppen arrangerer også møder om antiimperialistiske kampen verden over. Med mellemrum har IF studiekredse om politiske teori. Hold dig orienteret via vores hjemmeside. Samtidig har IF været åbnet for at låne sine lokaler ud til mange små grupper, der ikke har haft råd til egne lokaler og dermed været med til at styrke den udenomsparlamentariske venstrefløj generelt.

Modstanden mod imperialismen og solidariteten med de kæmpende er stadig aktuel.  Den danske regering er gennem sit NATO-medlemskab og sin ”aktive udenrigspolitik” en del af det militære apparat, der muliggør imperialismen og danske kapital interesser deltager i udbytningen.

Du kan være med i modstanden ved at blive aktivist i en af vores grupper. Du kan også støtte vores arbejde gennem at melde dig ind i IF. Dit kontingent går til at styrke den antiimperialistiske arbejde. Det er vigtigt, at anti-imperialismen har en klar stemme på venstrefløjen i en tid hvor nationalismen trænger sig på. Det er vigtigt at opretholde de fysiske og organisatoriske rammer for et kontinuert solidaritetsarbejde i en verden hvor aktiviteter har en tendens til at blive flygtige Facebook-events.

Det kan støtte IF ved at melde dig ind. Det koster kun 200 om året. (Det samme som at være medlem af en fittness-kæde om måneden). Link til hjemmeside med indmeldelse.

 

Invitation

 

Fifty years of international solidarity – the struggle continues

 

Dear friends and comrades. We here by invite you to a one-day conference and celebration of the 50 years anniversary of International Forum.

The event will be held the 20th of November 2021 in Copenhagen.

The conference will begin at 10:00 and last until 17:00.

The theme of the conference is imperialism today, with emphasis on praxis. How do we best support the struggle?

After the conference, there will be dinner and celebrations party until midnight.

 

More information including an event on social media will follow.